Sange og følelsen af fascination der rammer en når tekst og musik skaber enhed, er vurderet. Den er prissat til 50-120 kr pr. skive og indeholder ofte en stribe af numre. Folk kan sgu lide det, men er det virkelig det eneste et alment menneske kan opnå i musikkens verden? På baggrund af simple og enorme oplevelser jeg har haft med Bloom Band og Refound i et øvelokale, tror jeg at der findes noget meget stort hvis ikke større. Endda er det let opnåeligt.

Når vi i de bands jeg er med i dyrker det rytmiske og funky-feely musik, er timing afgørende for den glædesrus der strømmer gennem kroppen når vores idéer skaber enhed. Der kan gives eksempel i form af irriterende lyde. Når vi hører en høj lyd tæt på os, bliver vi frustrerede og trækker os ofte sammen. Dette er umiddelbart en træls effekt. På samme måde reagerer vi i forhold til hinandens lyde når vi spiller sammen i musikken. Alt er utroligt forholdsvist hvilket gør det svært at sætte finger på da næsten alt er en improvisation som vi selv har sat rammer og regler omkring. Når man spiller meget, skal der nye ting til for at skabe belønning i hjernen, men for at det kan lade sig gøre, har jeg en forestilling om, at det man allerede kan, helst skal klappe. Man skal efter min mening hellere øve sig på simple sekvenser indtil man kan dem for- og bagfra for ikke at miste glæden. Selvfølgelig skal man begive sig videre når man ikke kan se meningen med at øve sig på simple ting længere. På det tidspunkt vil det nemlig være muligt at have evnen til at overskue det nye man så skulle give sig i kast med. Så hvis vi siger at vi i bandet har spillet en sang længe, bliver den kedelig at spille med mindre at man kan mærke noget nyt i form af bedre timing og tightness. Som den almene musikelsker og måske mindre udøvende musiker, kan man med andre folk på sit niveau, skabe den store følelse i kroppen ved bare at anerkende sig selv i det man gør. Den eneste forudsætning er at man enten ved hvor man skal hen med det man laver eller har en hjælpende hånd til at dirigere.

Det eneste der skal til, er en person der forstår at skabe galskaben. Galskabet hvori alle de prikkede kjoler og fabelagtige butterfly´s befinder sig i utallige mængder. Det der driver mig, er følelsen af foragt for den kommercielle opdragelse af mange af verdens musikelskere. Vores rutine skal udviddes og endda brydes. Men man skal også passe på ikke at pisse på andres territorier for at opnå noget der ligner fællesskab i den fantastiske verden, som jeg mener man sagtens kan opleve.

Sammenspil på alle mulige måder i enten kritiske eller fredfyldte situationer. Sammenspil i kirke kun kon vokal. Sammenspil med fedt groove. Sammenspil med andre som det aller vigtigste.

Alle de karrierekanoner der fyrer sig selv af på stribe er ikke langtidsholdbare. De har brug for at forstå andres veje i musikken så vel som deres egen i dagligdagen. Dog skal opvejet dosis gives. Brug kun fantasi og bryd grænser på behagelig manér. Dette skal dog gøres i fællesskab med folk i prikkede kjoler og fabelagtige butterfly´s.

Opskrift på godt og generelt styrkende sammenspil:

1 dl Musiker
1 dl Menneske
1 knivspids ego
2 dl sammenspil

OBS: Røres op med vand for ikke at skille. 


Grundtanken er at man ikke skal være bange for at være fascineret af sig selv i sit fællesskab. Mange skabsfascinister bliver i gruppepresset, presset sammen til en skrotbunke der ikke kan andet end at trille rundt på gruppepressets losseplads. Det er ikke særlig bæredygtigt. Det er rigtig synd og skam at spilde hinanden når vi har muligheden for at spire.


Jeg havde et meget egoistisk sammenspil med mig selv som blev indspillet i en hårdere periode. Det kan til tider lyde dystert, men når jeg hører det, vækker det ægte følelser inde i kroppen, som jeg kan relatere til. Det er ikke bare stimulans. Billederne i videoen er fra perioden.Grunden til at sammenspillet er meget egoistisk er at jeg var foruden overskud hvilket man som regel ikke kan bruge i sociale sammenhænge. Det er ikke 100% egoistisk sammenspil fordi jeg i 2. take med western-guitaren var nødt til at forholde mig til den første for alvor egoistiske indspilning af bassen. 100% egoistisk sammenspil tror jeg ikke findes selvom det ofte virker sådan. Hvis man ikke selv spiller musik, lyder teknikken i musikken måske skræmmende. Teknikken er bare ikke på nogen måde det afgørende for musik. Det vigtige er at man anerkender sig selv i det man gør. Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg ikke sidde og blogge. Hvis jeg ikke anerkendte mig selv som det jeg nu er og står for, ville jeg bespotte de som bloggede om det jeg blogger om nu. Se gerne videoen:)