Posted by : Anders Axelsenlørdag den 7. april 2012
Endnu en aften bag skærmen fylder min tilværelse på nuværende tidspunkt. Hvem sidder dér bag skærmen? Endnu en sælsom der-på-dag er forbi. På den her dag har jeg haft det som en fri mand. Jeg har følt mig som både Sebastian med Rose og The Doors med The End. Udover det har jeg elsket uden forbehold. Jeg har en masse. En stor masse der blandes sammen hver gang jeg prøver at koncentrere noget juice. Det har alle jo. Jim Morrison der flere gange overskred sine bandmedlemmers grænser til diverse af deres koncerter med sin subjektive psykodel, afvæbnede sit band. Kom de sig selv for nært? Nærvær med andre er for nogle lige så nemt som midlertidig isolation fra omverdenen var for Jim Morrison. Nævevejr med stive kugler fra vestbyen stormer som det eneste i TV og radio. Alt sker med forbehold for sit selv. Alt sker med forbehold for andre. Andre sker autmatisk uden at tænke en skid om dig. Deres arrogance er deres hindetynde skjold. Skjoldet beskytter det selv samme som netop du skjuler.
Det var mit og de tog det! Jeg, som en lille gollum uden sin ring i sit had og rædsel, sidder i min grotte og river hår ud af mit hoved. Men kun midlertidigt. Det kan godt være at det er midlertidigt. Men det bliver snart permanent hvis ikke jeg tager patent. Kronisk skuffelse over de idioter der stjæler alt.
Det forstående var hvad der stod i diagnosefeltet på min sygesag af en rapport for enden af min seng på den luksuriøse sygeafdeling af samfundet. Jeg var tilbage i det jeg havde forvandlet til mit eget fængsel. Vestre er himlen, taget mit i betragtning. Der er i tiden ingen værdighed og de kristne er ukristne, de muslimske er vantro og jehovas vidner vil ikke i retten. Retten til at være, er nu alt der mangler. Hvis man tænder på papirarbejde og fikse underskrifter, ville man i den grad springe i luften, i nutiden.
Nærmest nærtagende er grænsevagten der snart har mit pas på indersiden af sine øgenlåg. Løg i tarveligt stride strømme, ud af skrankens lufthuller, strømmede ind i min næsvisdom. Snart kunne jeg køre videre for på et eller andet tidspunkt at møde endnu en løgposerende grænsevagt der med autoritet og retfærdighed i stemmen ville sige: "Det hedder næsvished". Ugen efter ville han som så mange andre se TV-avisen med sin kone og af få, i slutningen af udsendelsen, tage borgerligt patent på næsvisdom. Sikke en dom den fordømte satan har fortjent sig. Efter en uges hård grænseoverskridelse, falder han på røven som et andet i svømmehallen fra tremetervippen førstegangshoppende barn. Men først 20 år efter den TV-Avis i det han som barnet skifter pardigme i sin forståelse af sig selv og sine handlinger og virkeligheden.
Op bagi med de høflige pleaser-creditstealers og deres midlertidigt forstyrrende magt.
