Om mig
- Anders Axelsen
- Tranum, Nordjylland, Denmark
- Velkommen til! Hvis du kunne tænke dig undervisning i guitar eller bas, er du kommet til det helt rigtige sted. Hvis du har et klaver stående, så kan jeg også undervise indledende i klaver. Hvis du har trommer stående, kan jeg også undervise i dem. Hvis du ikke har det instrument, du gerne vil have undervisning i, så kontakt mig endelig og hør nærmere.
Rød
Jeg har fået at vide at jeg nok kommer til at knuse hjerter i mit liv som mig.
Der var i hvert fald én der fik som fortjent. Utroligt utro. Så langt så godt.
Rockeren i julemandskostumet nøjedes også med at give mig 4000 kr.
Bad mig derefter om at være stille så ingen bemærkede hans tilbagetrækning.
Rød af blod var den rocker, der havde revet flere hjerter ud end penge, han havde givet mig.
Blodpenge, som jeg brugte til at betale af på min gæld til bevidsthedsstyrelsen. Styrelse.
Beredskabsstyrelsen rykkede ud i brandbiler og drak sig stive i dem.
Der var altid fastere måltidspunkter i baren på daisy end i varmen.
De kunne med saltvand og citron pleje deres efterbrandert dagen derpå.
Tanken om de hjerter, der var vundet og måtte vindes, blandedes med alt det andet tankespind.
En ny dag måtte bekæmpes med bevidst beredskab og en vis styrelse var hæmmet af gårsdagens udrykning.
Hvad, der kunne gøre godt, ville absoulut være en udløsende indløsning a la løncheck i lotto.
Kun bedre ville det være med en indlysende udløsning.
Sådan en sag der lige kom forbi i fantasi bortset fra fobi for sin egen virkelighed og pludselig at sidde med børnekoloni.
Satans til godtro.
En kritik af anvendt evaluering
| At folkeskole-, gymnasie-, og universitetseksaminer kan og skal forbedres. |
Skrevet halvsiddende, halvliggende ud af Anders Husmann
|
Nogle konventioner kan være sunde og andre usunde
Jeg vil hellere være lykkelig
Det er som om, at jeg skal gøre noget bestemt, for at blive accepteret, eller at jeg ikke bare skal vide noget bestemt, men også projektere noget bestemt, for at bestå. Hvis ikke jeg gør korrekt, har jeg nok ikke fået udvidet mine begreber om pensum eller andet relevant stof, der tjener min arbejdsplads, plads i samfundet eller uddannelses videre løb.
"Kend dog historien og vær taknemmelig for velfærd! "
Opfattelsen af, at min tilstedeværelse først er god nok, når jeg har opfyldt nogle bestemte krav, fylder fra folkeskolestart.
Før folkeskolestart var livet en leg. Men man ville tiltagende gerne være ligesom de store børn, "der tilsyneladende var i livet, hvor livet tog fart". I børnehaven var det hele meget naturligt. Der legede vi og spiste madpakker sammen med hinanden. Der var oftest god stemning og livsglad interaktion. Ingen bedømmelseskriterier og nøj hvor fandt jeg ud af mange ting ved lysten til at lære. Nogle børn kunne dog være modbydelige, måske som et resultat af omsorgssvigt. Svigt, der muligvis havde rod i opfattelsen af, at der er en bestemt væremåde, der er korrekt at benytte sig af. Det kunne også være at børn, der var modbydelige mod en, havde forældre, der følte sig tyngede af tanken om, at der en rigtig måde at opføre sig i samfundet på, at de eller barnet selv måtte stræbe herefter. Ligesom det, at man skal gå med det rigtige tøj. Endvidere opfattelsen, at der skal ske noget bestemt før man har fortjent noget bestemt, mener jeg fylder meget i sindelagene hos mange. Det er en banal, begrænset og hæmmende virkelighedsopfattelse. Hvorfor skal det være sådan? Er jeg nu antiautoritær revolutionist eller hvad? Næh, egentlig ikke. Men man må i tiden og efter megen lidelse spørge sig selv om følgende, for at opnå lykken, anseende, at lidelse også kan være lykkens anledning, forspil eller delagtighed. Hvordan kan man opnå en tilfredsstillelse, der er afhængig af tid, og af at man ikke må spilde den(tiden), for at blive en del af samfundet? Slid men vid ting tager tid. – Hvad er tid? Mere vil have mere. Der er stor grund til at filosofere over hvor vidt mennesker i samfundet er nødvendige i rollen, der på meget bestemt måde klassificerer borgere i samfundet. Dette tjener intet andet end bureaukratiet, ideen om penges sande værdi, illusioner. Hvordan kan man dø i fred, hvis alt man har lært er, at livet skal udnyttes på samme måde, som Rockerfellers, der med andre korporationer kapitaliserer og materielt set styrer verden? Er der ikke højere til loftet?
Ofte snakker folk om hvad, der er spild af tid. Som om, at der ingen mening med livet i sig selv er. Vi må altså se at blive enige om, at der er en mening med livet. Hvis der ikke var, kunne vi straks afvige fra livet og stoppe med at ernære os til vi faldt om af sult. Men inderst inde ved vi, at der er noget, der skal fuldbringes. Om så det ikke kan beskrives med ord, hvilket mit formål ikke kan pt. Det ville ellers være spændende at gøre sådan, at skrive sit formål ned på papir. Karikatur: "Jeg, Jens Jensen, meddeler hermed, at mit formål med livet er at samle på aviser, ikke for at læse dem, men for at samle dem. " Hvis vi et øjeblik kredser om, at der findes noget, der skal fuldbringes og hvis ikke, ja så go ahead og dø, for der er alligevel ingen grund til at leve. - Lad os i stedet kredse. - Jo vi har jo hinanden at leve for. Meget vigtigt. Det er nemlig som regel grunden til, at folk fortsætter med at leve.
Selvmordspraktikanter beskyldes ofte for at være egoistiske fordi efterladte familiemedlemmer og venner i en vis udstrækning afhænger af afdødes tilstedeværelse. Hvis de afhang 100% af afdøde, ville de mere eller mindre selv dø. De må, deres fortsættende liv taget i betragtning, stadigt have formål med tilværelsen. Nogle kan bilde sig selv ind, at de intet formål med tilværelsen har, og at de kun venter på at dø. Nonsens! Døden kommer når døden skal, ellers ville den ikke komme. Tag ikke selv hånd om det. Det fungerer kun som skrevet i sidste sætning, hvis man tror, at der er formål med tilværelsen. Vi må efterhånden have forstået, at livet har formål. Hvis ikke, så overvej følgende: Hvis du intet har at fuldbringe, hvordan kan du så være i live? Tror du, at verden er uafhængig af, at du bidrager til samfundet om det så er med en prut eller en million kroner? Du vil måske efter at have læst teksten i gennem forstå, hvorfor jeg synes en prut er mere værdifuld end en million kroner. Verden er dybt afhængig af dig og alle dine bedrifter så længe du lever. Du er netop en del af maskineriet. Enhver urmager vil vide, at hvis man tager et tandhjul ud af uret, vil det stoppe med at gå. Sådan er det også med mennesker. Vi er tandhjul i et ur. Men så må verden gå i stå, når disse tandhjul forsvinder?
- Følgeslutningen "Verden er ikke gået i stå endnu", giver plads til endnu to følgeslutninger opdelt i punkt a og b.
b) Der er formål med menneskets tilværelse, da et kys, et smil, en hilsen, et kram, en gammel ven og så videre har indflydelse på hvordan dette oplever "suchness"/"det, som sker"/"nuet".
Efter kort eftertanke tror jeg, at jeg vil bibringe dig, kære læser, mit formål på skrift. Mit formål med denne skrivelse er at opnå en overvejelse af hvad, der er hensigtsmæssigt, når det gælder eksamination af studerende. Skal vi gå et år op ad hinanden, undervisere og studerende, som om, at det hele bare er en arbejdsplads, som vi kommer og går til, for om sommeren at tage en stikprøve i en eksamenssituation, der favoriserer underviserens anskuelsesmetode? Jeg er bare studerende og hvad ved jeg om undervisning... Det skal helst ikke have lyd af, at jeg mener, at undervisere søger at undgå studerende, der undervises. I høj grad opfatter jeg, at undervisere på teologisk fakultet er venligt indstillede, hvad angår den faglige håndtering, evaluering og evaluerings evaluering.
Undervisere kan, som det er nu, med god grund føle, at den studerende selv kan være ude om det til trods for dennes forberedelse og præsens, hvis denne ikke præsterer umiddelbart godt auditivt og visuelt i en presset situation.
Eksamination
Man har en halv eller en hel time til at forberede sig i efter man har trykket hånd og kort stiftet et helt nyt bekendtskab med en censor, som man sandsynligvis aldrig før har mødt. Man trykker naturligvis også hånd med sin bekendte eksaminator. Forberedelsen sker i et lokale, hvor man har frygt, et ur og et sind fyldt med præstationsbegær. Man vil så inderligt gerne kunne gøre hvad, der kræves. Dernæst skal man i totalt uvante omgivelser forsøge at gøre hvad, der forventes, til trods for, at den givne eksamenssituation ikke ofte er prøvet før den skal praktiseres "for alvor". I få tilfælde øver man sig i eksamenssituation, for at afdramatisere denne. Men hvad er mere pågående end frygten for at blive valgt fra? Mange vænner sig til, at det foregår sådan. Jeg er kun i mit første år på universitetet og det bliver øjensynligt en mindre angstprovokerende oplevelse næste år. Men hvad har jeg da vænnet mig til? At tro, at min præstation som sådan kan bedømmes objektivt, og at det tjener mit formål at anskue verden på denne måde, at man kan være korrekt eller ukorrekt. Kan jeg ikke lide lugten i bageriet, kan jeg gå. Lugten i bageriet er vidunderlig, - især, når der ikke er eksamen. Jeg vil være præst i den kærlighed, som man ser i Jesus Kristus og ikke pedanterirytter af Københavns Universitet. Især ikke når det gælder teologi. Læren om noget så uforklarligt som Gud. Dette problem ville være omsonst at nævne, gjaldt det logisk positivistisk videnskabsteori. Teologi er ikke empirisme. (Jeg skal nok lade være med at sige mere om hvad teologi ikke er, jeg er jo ny i faget.)
Jeg har set, at livet er stort og langt større end hvad, der kan praktiseres ved hjælp af menneskelig distancering, som logisk positivistisk menneskeanskuelse er. Jeg vil påpege, at eksamenssituationen i dén grad er præget af tanken, at det sete og hørte er det eneste virkelige jf. logisk positivisme/empirisme. Hensigten kan være en anden, det forekommer dog, at praksis er, hvad man kan kalde logisk positivistisk. Man bliver som elev/studerende skræmt af uopmærksomme folkeskolelærere, gymnasielærere, der er vældigt fascinerede af deres eget fag men ikke ser den studerende. Skræmt af hardcore akademikere, der har været i faget længe nok til at vide mere end man tør stole på, at man selv kan komme i stand til at vide, kan man blive. Min kritik er altså følgende af folkeskole-, gymnasie- og universitetseksaminationer. Metafysik er i den givne eksamenssituation omsonst og hverken sand eller falsk. Der bliver kun vurderet på den umiddelbart fysisk auditive og visuelle fremstilling og ikke det åndelige/metafysiske aspekt, som teologistudiet alle steder skulle rumme. Det rumnmer det også, men er offer den her bureaukratisering. Jeg taler kun for mig selv. I følge med det kommende citat i afsnittet nedenunder, vil jeg påpege, at der med god ånd kan vurderes ved eksamen dragende en parallel til den kompetence, som over tid er tilegnet den studerende. Kig altså på den studerendes egentlige og ikke bare umiddelbare udgangspunkt og drag en parallel til eksamensbevis fra hhv. folkeskole og gymnasium. Ikke at denne parallel vil være alment gyldig overhovedet, for vurderingsproblemet er mindst ligeså stort i gymnasiet, der ikke tager højde for meget mere end umiddelbar faglighed og altså praktiserer logisk positivistisk/empirisk vurdering. Går den studerende i gennem en krise, eller er den bare en robot, der kan sætte sig til at studere? Det er nødvendigt for mig at læse teologi, for at blive præst i folkekirken. Faget er utroligt spændende og lærerigt, men eksamen er en sten til at snuble over og at miste modet ved. Mange ville sige, at det, som jeg kræver, er en sovepude. Det kræver jeg bestemt ikke. Ikke, at jeg har krav på noget.
- "Kompetencer er noget, du viser i en proces over et stykke tid. " – Siger Jens Dolin, leder af EU-finansieret forskningsprojekt, hvor der forskes i alternative måder at evaluere på.
Vi fælder en dom over et andet menneske, når dets givne præstation i en eksamenssituation bedømmes. Sort er sort. Ja, det kan alle se, men er der ikke en grund til at sort er sort? Måske den er mere nuanceret end vores forestilling af forskellen på sort og hvid. Det er som om, at det kan hjælpe personen at denne sættes under pres og give denne en langt fra objektiv anskuelse af hvad, personen er i stand til. Hvorfor ellers gøre det? Hele denne ramme om en begivenhed river dens hensigt ud af hånden på den. Med mindre hensigten altså er, at sige noget om en persons præstation under pres og ikke er, at belyse hvad en person reelt er i stand til at erkende i forhold til pensum. Det er ligesom når en mand hævder, at en seddel med tal på har reel værdi, altså at penge har værdi. Det er ren konvention. Tillid har værdi, for det er på baggrund af tillid til, at pengene har værdi, at vi giver nogen noget til gengæld for pengene. Pengene kan i sig selv ikke bruges til noget som helst uden tillid til at bakke dem op. Før brugte man guld til at symbolisere penges egentlige værdi; tillid. I takt med, at statsbanker lånte flere penge ud end der var guld, blev penges eneste tilbageværende værdi; tillid. Det er ren konvention, ikke mindst fiktion, at penge har værdi.
Min pointe er, at der generelt ikke tages samme højde for det faktum, at personen i en eksamenssituation er under et pres, som der bliver gjort for det faktum, at pensum skal forstås. At pensum skal forstås, virker som tommelfingerregel til at være det eneste, der vægter. Jeg erklærer mig 100% enig i at pensum skal forstås, men jeg vil straks sige, at ingen kan vurdere hvem, der har forstået pensum. Nogle forstår, at det er enormt nervepirrende at skulle til eksamen. Nogle ved, måske, at jeg forstår pensum, men at det er svært for mig at projektere min viden. At det er det for andre, forstår nogle sikkert også. Dette er min overbevisning. Jeg har erfaret, at flere undervisere har den holdning, at eksamen kan forekomme nervepirrende, endda pedistaliseret. Men er det virkelig så konstruktivt, at den forekommer sådan? Den virker dekonstruktiv – i ordets selvmodsigende betydning.
Luksusproblemer! Get over it, get to it. – I am in it. I am it, whatever it is.
"It's scholarship about scholarship. "
– Sådan siger Alan Watts, når der tales om regelpedanteri og stræben efter at gøre det formelle korrekt. "Learning is good for you, is irrelevant to learning. " – Jeg kunne blive ved med at citere ham for sit akkurate synspunkt. I starten af teksten skrev jeg om, at børnehaven var friere end folkeskolen. Ja. For dengang fik vi ikke at vide, at vi skulle gøre så og sådan, fordi det var godt for os. Vi gjorde hvad, der var sjovt og rart. Hvad, der ikke var rart, var utroligt nemt at finde ud af. Smerte er ikke noget man ønsker(det kan overvejes). Længere var den ikke. Nu tror mange, at smerte er andet end bureaukrati og konsumering. Skal vi ende med at blive uddannede i fodnoter, der underbygger fodnoter, der siger noget om fodnoter, for til sidst selv at blive en fodnote? Evalueringer skal blive mindre stive og mindre bureaukratiserende, for at nærme sig en naturlig læringskurve, der gør det mindre angstprovokerende at skulle evalueres.
På glat is
Man kan gå rundt i sit hus midt om natten i bælravende mørke, uden at kunne se om man går ind en væg. Man ved dog et eller andet sted en smule om hvor man befinder sig. Det der skal til for at man ved hvor man skal hen, plejer at være en oplagt årsag, eftersom man kan finde på at begive sig ud i sit hjemlige mørke. Ens hjemlige, hemmelige mørke, er altid med en når man begiver sig ud på glat is. Man kan endda i mørke, på glat is, have en chance for at finde frem til sin hjemlige mørkenavigation. Chancen er høj alt efter hvor godt man egentlig ser sig selv i spejlet, på glat is, i mørke.
Når man når det punkt på isen, hvor den er ved at revne, bliver man tvunget til enten at give op eller før eller siden eller at se sig selv ordentligt i spejlet. At indse at en sludder for en sladder ikke kan gøre en skid for ens evne til at indse sin egen selvbevidsthed.
I det man ved at man er bevidst om sit hjemlige, hemmelige mørke, kan man navigere på glat is. Nu er det vigtigt at slå fast at ens hjemlige, hemmelige mørke er det modsatte af en skavank.
Hele idéen om at gå ud i sit kulsorte, natramte hus, ligger for de fleste fjern i det de tænder lyset for en sikkerheds gæroverspringing i bageriet. Brøddet bliver bare aldrig luftigt og gennemskueligt hvis man altid tænder lyset.
Straf
Luk ham inde i 1 år
Han er lige slem
Luk ham inde i 10 år
Han er 10 gange så slem
Hvad skal vi ellers definere vores samhørighedenske idé af en straf ud fra? Alt er tal og tallerkner der bliver smadret på ny på ny. Ikke engang på første dag i resten af deres liv vil de afsløre at multiplicering af dårligdom ikke gør andet end at forstærke deres alibi. Det alibi der skærper folks kritiske sans. Den dans der fører til evig kærlighed, bliver afbrudt af en vis cockblocker til en i bagværk gæroverspringende stat. Nok så mange lovende forskningsresultater, nedrevne protestplakater og skizofrene ministre, bliver der set i gennem fingre med.
Lugten af brændt medister får tilsyneladende folk til at indrømme deres ellers uventede, uforudsete kærlighed til Pia K når hun endelig går af. Frygten for at indrømme sine sande værdier fylder mere end det kryds man ellers sætter på en stemmeseddel. Eller i hvert fald er det ikke altid det sandeste sand man fortæller til sine kære, sære, stærekasse-ruderdame i en reklame for hvordan man bliver rig af poker! En afledningsmanøvre! Et spil for galleriet! Hvilket strålende udtryk! Sikke en afslørende, udtrykkende, betryggende og et fingeraftrykkende stempel på hvem vi er. Den falske facade af et samfund der skal til for at det kan fungere skal afhjælpes. Det er en fantastisk udvikling kære verdensdanmark med lille d har bragt, for det er faktisk ved at være lidt pinligt at kendes ved. TV-avis, jakkesæt, smuk udad, lort indvendig. Ligesom alle andre. Vi ved hvad der skal til men vil hellere pille navle så længe som muligt. Tillid til tal har for længst oversteget værdien af tillid til mennesker. Men stadig er der er en humanistisk, selektiv tilgang til hvilke tal der favoriseres. Ad.
Køreglæde
Indledning
Protest til ære for Leopold
Der er så meget plads. Et bjerg af palads med gas tilpas med
stemningen. Dæmningen, hæmningen der hindrer munden i at vandfalde. Brede
flader og intet gladere end brandvæsnet. Brandvæsnetop og ned ad gaden tjener
de sørgende og de taknemmelige samfundsborgere. Borge byggende og med
lørdagsslik hyggende, ser Jens Jensen hjælpeløst til kontor og hvad der
komposten med. Ad sti afsted på asfalt i Audi, tilbedes olieshaikere, trods
vindenergi, i Saudi. Jensensen ville se op til ós, væk fra andre børns blødende
fødder kun med afgrøder i grus i Saudi. Audi, Audi, Audi. Det var selvfølgelig
kun 5 euro det kostede, men jeg vil stadig have mine 37%.
Sager
Med en gennemsnitsfart på 120 km/t
Incest, en hest der løber væk når man kalder på den. Fedt på
fingrene fik den satans kal som selv mente at være genial. Men motoren gik i
stå i det han gav bundgas. Tandhjul og andre indvolde spredtes ud over pladsen
hvor folk bare stod og så til. Sikke et dyreskue af skabninger der hverken
vidste om de var mænd eller mus. Også kendte som paniske, maniske mennesker,
var de hjælpeløse med terrorhandlinger på hver anden kanal. Kun måden at gøre
deres gørsel og anden spritkørsel på, kunne de variere. Bombardement af udtryk,
indtryk, aftryk, trykkede hænder og stemninger måtte forfalskes for at holde
samvittigheden på afghanistan. Der gror uden tvivl mug på den rådne banan. Men
Egon havde en plan i spring fra altan under armen. Arméer af tanketorsk skulle
forenes med henblik på at udnytte tankens kraft. Det eneste uløselige problem
var bare at de søde sager til magt og penge, som selv tandfeen havde forspist
sig i, forgiftede politikken.
Søndag + moms
Det var blevet søndag og Jens undgik på trods af fremmedhad
kirken og andre flæskesværdvægtere til danske værdier. Konen parkerede i
kaffeklubben med de andre mere eller mindre mænd- eller musforladte. Jens,
fladskærm på størrelse med horisonten, øl og superliga med
"drengene", fyldte familiens værelse. Det er jo altid en god idé at
have mere end én sikring i strømskabet hvis spændingen i parforholdet
kortslutter. Det var så derfor at Jens foreslog konen at ansætte en aupair-pige
til at sørge for børn og andre huslige pligter.
Ny energi
Med ny energi i form af to elskove, havde Jens undervurderet
sin kones bevidsthed. Hvad der før var to frodige regneskove af sex, endte i
tørkørsel og skovbrand. Konen anerkendte sig selv og nægtede fra det tidspunkt
at agere beklædning på Jens' hus facade.
Marokko
Fluks med fly og børn, tog konen til Marokko som var hendes moderland.
Hun flyttede ind hos sin 20-årige lillebror Ali. De to døtre af Jens' kone
Alicia, havde sår, som uden moderens selverkendelse, først ville blive slikket
i en alder hvor identitetskriser lakker mod ende. Altså de ville i Ali's alder
indse deres behov for hjælp. 12 år uden bedre, hvis ikke det var for det jeg
kunne kalde usædvanlig moderkærlighed. Mit arbejde på den lokale bar, gjorde
mig bevidst om Alicias situation. Hun forlod Marokko som 15-årig med en
økonomilys fremtid. Hvem havde troet at hun ville indse før alle andre? Dog var
der gået ti år før hun kom tilbage. Efter at hun og børnene var landet trygt
hos Ali, kom hun en aften ned og fortalte mig netop det du læser. Så dum håber
jeg aldrig du bliver. Gå efter at give mening til det du gør i stedet for at
hjemsøge forestillingen om meningen med livet.
Skrevet af: Anders Husmann
Skrevet af: Anders Husmann
Hold af dig selv
Hvis man ikke kan finde nogen at holde af, må man finde nogen eller noget at holde i. Mange er alt for bange for at være alene i lang nok tid til at lære sig selv at kende. Det må være en skræmmende virkelighed der efter den i eget ansigt slående hånd skal indses. Happy go lucky og ingen bekymringer, så længe en umiddelbart meningsfuld og catchy sammenhæng skaber antibiotika. Sagen med antibiotika er bare at man med overforbrug bliver resistent. Altså virkelighedens dør smækker lige pludselig en i ansigtet om man vil det eller ej. Hvis man vil det, er det skånsomt. Hvis man bliver ved med at lyve for sig selv, gør det ondt. Så stik én finger i jorden og en anden i vejret og mærk hvilken vej vinden blæser så du kan flyve din egen vej i stedet for at tro på evig medvind på cykelstier og enhver skæbnesberetning.
Forfatter: Anders Husmann
Nu gård jeg
De tog op på gården alle velvidende at der nok skulle ske et
eller andet. Peter havde taget sin flaske mjød og sit skæggede smil med. Han
delte ud af sin glæde. Alle var et eller andet sted glade men der manglede
noget. Alles øjne udstrålede i hvert fald glæde. Forhåbningen og troen om at der
nu skulle ske noget, fyldte mit sind. Det der var bag folks øjne skulle nok
blive fortrængt i løbet af aftenen. Det var i hvert fald det jeg selv håbede
på. Den udånding der blev skudt afsted efter min dybe vejrtrækning var fortrøstningsfuld.
Jeg var klar til at gøre noget for at være glad og i hvert fald sidde i selskab
med selskabet og være positiv. Det er jo en uskreven regel at man ikke må være
andet end glad når man er i større selskaber med mindre man tror at løsningen
på ens problemer findes i en brandert. Nej, det bliver nemlig bare brød til
kaffen i småfolkets kaffeklubber. Er det fordi folk faktisk er kloge at de for
det meste bare er happy go lucky til større selskaber? Men der er jo også de
arrogante eller usikre personer som jeg kalder dem. De blotter deres egen
ulykke eller usikkerhed og narrer folk til at tro at de er af bedre stof end
andre. Tænk at man hindrer healing fordi man er usikker. Det er for det meste usikkerhed
der får stemmen til at ryste. Så længe røven ryster, er der afledningsmanøvre
til drengene og muligheder for at den røv-rystende kan more sig eller i hvert
fald fortrænge det som nok skjuler sig bag de glade og selvsikre øjne. Men
inden jeg kunne tænke mig til halvdelen af det, var der allerede gang i
helflaskerne. Jens og Tim sad og fjollede i en sofa imens Ida sad og kiggede
ventende og høfligt på dem. Et parallelunivers som nok skulle forenes når tiden
gik og hun fik hvad hun skulle have for at droppe sin usikkerhed og drengene
deres for at invitere andre ind i sit univers. Musik afgjorde altid hvordan jeg
havde det, så jeg valgte at sætte noget cool musik på inden pinligheden skulle
nå mine sokkeholdere. Ikke fordi jeg gik med sokkeholdere, men jeg havde en psykisk
mandsmodssele på der snart ville briste hvis ikke jeg fik noget
øregangselskov. Elskoven i ørene var fed og jeg følte pludselig en spontan lyst
til at snakke med Peter. Det boostede mit humør endnu mere at han efter at have
hørt på min udlægning af en rigtig undervisningsreform, bød mig på et glas
mjød. Det smagte godt og vi fik også hurtigt tømt flasken hvorefter vi stod
udenfor og fik os en smøg. Som vi skulle til at skodde vores smøger, kom en BMW
med tonede ruder rullende ind på gårdspladsen. Ud kom to berusede svenskere der
ville snakke med Jens og Tim. Først var jeg bange, men min beruselse gjorde det
nemmere at ignorere. Jeg fik under lidt omstændighed fisket Jens og Tim
udenfor. Den ene af de to svenskere havde en biker-bandana på, og biker-bandana
fordi hans overskæg fik ham til at ligne en seriøs biker trods hans spinkelthed.
Han hed Max. Den anden var stor af bygning iført en lædervest, også med
overskæg og hed Alfred. Alfred og Max, hvilken sang. Tanken om at Jens og Tim
var i problemer, strejfede mig først da jeg så hvordan de begge to kiggede ned
i jorden da de så hvem de skulle møde. På det tidspunkt blev jeg fordomsfuld og
frygtede at de skyldte rockerne penge og at jeg nu var involveret. Alt det jeg
havde fortrængt gennem aftenen fyldte pludseligt mit hoved og jeg blev
paranoid. Jeg kunne ikke være der mere så jeg skred. Lod som om jeg skulle
pisse og kravlede ud ad toiletvinduet uden at finde ud af hvad rockerne i
BMW´en ville Jens og Tim. En ting var sikker, jeg ville ikke ofre mig selv for diplomati
mellem mine såkaldte venner og rockerne. Jeg vidste ikke længere hvor jeg havde
nogen og jeg havde mest af alt lyst til at finde den nærmeste rumrejse til mars
og snige mig ombord. Jeg boede kun en kilometer der fra, så jeg løb da jeg kom
ud på grusvejen. Var det alt sammen indbildning? Havde jeg kædet de forkerte
ting sammen? Jeg fulgte mit hjerte hvilket var det eneste løfte jeg havde lovet at holde for Anders inden han døde. Anders var min mentor og livsrådgiver. Han var
i sine levende dage svær at forstå, men de ting han sagde til mig, gjorde at
jeg kunne tænke selv og dømme rigtigt. Altså helt nøjagtigt dømme rigtigt ud
fra hvad mit hjerte følte var rigtigt at gøre. Og nu var det rigtigt at skride.
Endelig var jeg hjemme i seng men jeg kunne ikke sove. De seneste dage havde
jeg haft enormt svært ved at falde i søvn så jeg fandt en meditations-video på
YouTube som ikke virkede en skid. Jeg havde nok mere brug for en
afledningsmanøvre. Dog ikke en rystende røv.
Forfatter: Anders Husmann
