søndag den 11. maj 2014
| At folkeskole-, gymnasie-, og universitetseksaminer kan og skal forbedres. |
Skrevet halvsiddende, halvliggende ud af Anders Husmann
|
Nogle konventioner kan være sunde og andre usunde
Jeg vil hellere være lykkelig
Det er som om, at jeg skal gøre noget bestemt, for at blive accepteret, eller at jeg ikke bare skal vide noget bestemt, men også projektere noget bestemt, for at bestå. Hvis ikke jeg gør korrekt, har jeg nok ikke fået udvidet mine begreber om pensum eller andet relevant stof, der tjener min arbejdsplads, plads i samfundet eller uddannelses videre løb.
"Kend dog historien og vær taknemmelig for velfærd! "
Opfattelsen af, at min tilstedeværelse først er god nok, når jeg har opfyldt nogle bestemte krav, fylder fra folkeskolestart.
Før folkeskolestart var livet en leg. Men man ville tiltagende gerne være ligesom de store børn, "der tilsyneladende var i livet, hvor livet tog fart". I børnehaven var det hele meget naturligt. Der legede vi og spiste madpakker sammen med hinanden. Der var oftest god stemning og livsglad interaktion. Ingen bedømmelseskriterier og nøj hvor fandt jeg ud af mange ting ved lysten til at lære. Nogle børn kunne dog være modbydelige, måske som et resultat af omsorgssvigt. Svigt, der muligvis havde rod i opfattelsen af, at der er en bestemt væremåde, der er korrekt at benytte sig af. Det kunne også være at børn, der var modbydelige mod en, havde forældre, der følte sig tyngede af tanken om, at der en rigtig måde at opføre sig i samfundet på, at de eller barnet selv måtte stræbe herefter. Ligesom det, at man skal gå med det rigtige tøj. Endvidere opfattelsen, at der skal ske noget bestemt før man har fortjent noget bestemt, mener jeg fylder meget i sindelagene hos mange. Det er en banal, begrænset og hæmmende virkelighedsopfattelse. Hvorfor skal det være sådan? Er jeg nu antiautoritær revolutionist eller hvad? Næh, egentlig ikke. Men man må i tiden og efter megen lidelse spørge sig selv om følgende, for at opnå lykken, anseende, at lidelse også kan være lykkens anledning, forspil eller delagtighed. Hvordan kan man opnå en tilfredsstillelse, der er afhængig af tid, og af at man ikke må spilde den(tiden), for at blive en del af samfundet? Slid men vid ting tager tid. – Hvad er tid? Mere vil have mere. Der er stor grund til at filosofere over hvor vidt mennesker i samfundet er nødvendige i rollen, der på meget bestemt måde klassificerer borgere i samfundet. Dette tjener intet andet end bureaukratiet, ideen om penges sande værdi, illusioner. Hvordan kan man dø i fred, hvis alt man har lært er, at livet skal udnyttes på samme måde, som Rockerfellers, der med andre korporationer kapitaliserer og materielt set styrer verden? Er der ikke højere til loftet?
Ofte snakker folk om hvad, der er spild af tid. Som om, at der ingen mening med livet i sig selv er. Vi må altså se at blive enige om, at der er en mening med livet. Hvis der ikke var, kunne vi straks afvige fra livet og stoppe med at ernære os til vi faldt om af sult. Men inderst inde ved vi, at der er noget, der skal fuldbringes. Om så det ikke kan beskrives med ord, hvilket mit formål ikke kan pt. Det ville ellers være spændende at gøre sådan, at skrive sit formål ned på papir. Karikatur: "Jeg, Jens Jensen, meddeler hermed, at mit formål med livet er at samle på aviser, ikke for at læse dem, men for at samle dem. " Hvis vi et øjeblik kredser om, at der findes noget, der skal fuldbringes og hvis ikke, ja så go ahead og dø, for der er alligevel ingen grund til at leve. - Lad os i stedet kredse. - Jo vi har jo hinanden at leve for. Meget vigtigt. Det er nemlig som regel grunden til, at folk fortsætter med at leve.
Selvmordspraktikanter beskyldes ofte for at være egoistiske fordi efterladte familiemedlemmer og venner i en vis udstrækning afhænger af afdødes tilstedeværelse. Hvis de afhang 100% af afdøde, ville de mere eller mindre selv dø. De må, deres fortsættende liv taget i betragtning, stadigt have formål med tilværelsen. Nogle kan bilde sig selv ind, at de intet formål med tilværelsen har, og at de kun venter på at dø. Nonsens! Døden kommer når døden skal, ellers ville den ikke komme. Tag ikke selv hånd om det. Det fungerer kun som skrevet i sidste sætning, hvis man tror, at der er formål med tilværelsen. Vi må efterhånden have forstået, at livet har formål. Hvis ikke, så overvej følgende: Hvis du intet har at fuldbringe, hvordan kan du så være i live? Tror du, at verden er uafhængig af, at du bidrager til samfundet om det så er med en prut eller en million kroner? Du vil måske efter at have læst teksten i gennem forstå, hvorfor jeg synes en prut er mere værdifuld end en million kroner. Verden er dybt afhængig af dig og alle dine bedrifter så længe du lever. Du er netop en del af maskineriet. Enhver urmager vil vide, at hvis man tager et tandhjul ud af uret, vil det stoppe med at gå. Sådan er det også med mennesker. Vi er tandhjul i et ur. Men så må verden gå i stå, når disse tandhjul forsvinder?
- Følgeslutningen "Verden er ikke gået i stå endnu", giver plads til endnu to følgeslutninger opdelt i punkt a og b.
b) Der er formål med menneskets tilværelse, da et kys, et smil, en hilsen, et kram, en gammel ven og så videre har indflydelse på hvordan dette oplever "suchness"/"det, som sker"/"nuet".
Efter kort eftertanke tror jeg, at jeg vil bibringe dig, kære læser, mit formål på skrift. Mit formål med denne skrivelse er at opnå en overvejelse af hvad, der er hensigtsmæssigt, når det gælder eksamination af studerende. Skal vi gå et år op ad hinanden, undervisere og studerende, som om, at det hele bare er en arbejdsplads, som vi kommer og går til, for om sommeren at tage en stikprøve i en eksamenssituation, der favoriserer underviserens anskuelsesmetode? Jeg er bare studerende og hvad ved jeg om undervisning... Det skal helst ikke have lyd af, at jeg mener, at undervisere søger at undgå studerende, der undervises. I høj grad opfatter jeg, at undervisere på teologisk fakultet er venligt indstillede, hvad angår den faglige håndtering, evaluering og evaluerings evaluering.
Undervisere kan, som det er nu, med god grund føle, at den studerende selv kan være ude om det til trods for dennes forberedelse og præsens, hvis denne ikke præsterer umiddelbart godt auditivt og visuelt i en presset situation.
Eksamination
Man har en halv eller en hel time til at forberede sig i efter man har trykket hånd og kort stiftet et helt nyt bekendtskab med en censor, som man sandsynligvis aldrig før har mødt. Man trykker naturligvis også hånd med sin bekendte eksaminator. Forberedelsen sker i et lokale, hvor man har frygt, et ur og et sind fyldt med præstationsbegær. Man vil så inderligt gerne kunne gøre hvad, der kræves. Dernæst skal man i totalt uvante omgivelser forsøge at gøre hvad, der forventes, til trods for, at den givne eksamenssituation ikke ofte er prøvet før den skal praktiseres "for alvor". I få tilfælde øver man sig i eksamenssituation, for at afdramatisere denne. Men hvad er mere pågående end frygten for at blive valgt fra? Mange vænner sig til, at det foregår sådan. Jeg er kun i mit første år på universitetet og det bliver øjensynligt en mindre angstprovokerende oplevelse næste år. Men hvad har jeg da vænnet mig til? At tro, at min præstation som sådan kan bedømmes objektivt, og at det tjener mit formål at anskue verden på denne måde, at man kan være korrekt eller ukorrekt. Kan jeg ikke lide lugten i bageriet, kan jeg gå. Lugten i bageriet er vidunderlig, - især, når der ikke er eksamen. Jeg vil være præst i den kærlighed, som man ser i Jesus Kristus og ikke pedanterirytter af Københavns Universitet. Især ikke når det gælder teologi. Læren om noget så uforklarligt som Gud. Dette problem ville være omsonst at nævne, gjaldt det logisk positivistisk videnskabsteori. Teologi er ikke empirisme. (Jeg skal nok lade være med at sige mere om hvad teologi ikke er, jeg er jo ny i faget.)
Jeg har set, at livet er stort og langt større end hvad, der kan praktiseres ved hjælp af menneskelig distancering, som logisk positivistisk menneskeanskuelse er. Jeg vil påpege, at eksamenssituationen i dén grad er præget af tanken, at det sete og hørte er det eneste virkelige jf. logisk positivisme/empirisme. Hensigten kan være en anden, det forekommer dog, at praksis er, hvad man kan kalde logisk positivistisk. Man bliver som elev/studerende skræmt af uopmærksomme folkeskolelærere, gymnasielærere, der er vældigt fascinerede af deres eget fag men ikke ser den studerende. Skræmt af hardcore akademikere, der har været i faget længe nok til at vide mere end man tør stole på, at man selv kan komme i stand til at vide, kan man blive. Min kritik er altså følgende af folkeskole-, gymnasie- og universitetseksaminationer. Metafysik er i den givne eksamenssituation omsonst og hverken sand eller falsk. Der bliver kun vurderet på den umiddelbart fysisk auditive og visuelle fremstilling og ikke det åndelige/metafysiske aspekt, som teologistudiet alle steder skulle rumme. Det rumnmer det også, men er offer den her bureaukratisering. Jeg taler kun for mig selv. I følge med det kommende citat i afsnittet nedenunder, vil jeg påpege, at der med god ånd kan vurderes ved eksamen dragende en parallel til den kompetence, som over tid er tilegnet den studerende. Kig altså på den studerendes egentlige og ikke bare umiddelbare udgangspunkt og drag en parallel til eksamensbevis fra hhv. folkeskole og gymnasium. Ikke at denne parallel vil være alment gyldig overhovedet, for vurderingsproblemet er mindst ligeså stort i gymnasiet, der ikke tager højde for meget mere end umiddelbar faglighed og altså praktiserer logisk positivistisk/empirisk vurdering. Går den studerende i gennem en krise, eller er den bare en robot, der kan sætte sig til at studere? Det er nødvendigt for mig at læse teologi, for at blive præst i folkekirken. Faget er utroligt spændende og lærerigt, men eksamen er en sten til at snuble over og at miste modet ved. Mange ville sige, at det, som jeg kræver, er en sovepude. Det kræver jeg bestemt ikke. Ikke, at jeg har krav på noget.
- "Kompetencer er noget, du viser i en proces over et stykke tid. " – Siger Jens Dolin, leder af EU-finansieret forskningsprojekt, hvor der forskes i alternative måder at evaluere på.
Vi fælder en dom over et andet menneske, når dets givne præstation i en eksamenssituation bedømmes. Sort er sort. Ja, det kan alle se, men er der ikke en grund til at sort er sort? Måske den er mere nuanceret end vores forestilling af forskellen på sort og hvid. Det er som om, at det kan hjælpe personen at denne sættes under pres og give denne en langt fra objektiv anskuelse af hvad, personen er i stand til. Hvorfor ellers gøre det? Hele denne ramme om en begivenhed river dens hensigt ud af hånden på den. Med mindre hensigten altså er, at sige noget om en persons præstation under pres og ikke er, at belyse hvad en person reelt er i stand til at erkende i forhold til pensum. Det er ligesom når en mand hævder, at en seddel med tal på har reel værdi, altså at penge har værdi. Det er ren konvention. Tillid har værdi, for det er på baggrund af tillid til, at pengene har værdi, at vi giver nogen noget til gengæld for pengene. Pengene kan i sig selv ikke bruges til noget som helst uden tillid til at bakke dem op. Før brugte man guld til at symbolisere penges egentlige værdi; tillid. I takt med, at statsbanker lånte flere penge ud end der var guld, blev penges eneste tilbageværende værdi; tillid. Det er ren konvention, ikke mindst fiktion, at penge har værdi.
Min pointe er, at der generelt ikke tages samme højde for det faktum, at personen i en eksamenssituation er under et pres, som der bliver gjort for det faktum, at pensum skal forstås. At pensum skal forstås, virker som tommelfingerregel til at være det eneste, der vægter. Jeg erklærer mig 100% enig i at pensum skal forstås, men jeg vil straks sige, at ingen kan vurdere hvem, der har forstået pensum. Nogle forstår, at det er enormt nervepirrende at skulle til eksamen. Nogle ved, måske, at jeg forstår pensum, men at det er svært for mig at projektere min viden. At det er det for andre, forstår nogle sikkert også. Dette er min overbevisning. Jeg har erfaret, at flere undervisere har den holdning, at eksamen kan forekomme nervepirrende, endda pedistaliseret. Men er det virkelig så konstruktivt, at den forekommer sådan? Den virker dekonstruktiv – i ordets selvmodsigende betydning.
Luksusproblemer! Get over it, get to it. – I am in it. I am it, whatever it is.
"It's scholarship about scholarship. "
– Sådan siger Alan Watts, når der tales om regelpedanteri og stræben efter at gøre det formelle korrekt. "Learning is good for you, is irrelevant to learning. " – Jeg kunne blive ved med at citere ham for sit akkurate synspunkt. I starten af teksten skrev jeg om, at børnehaven var friere end folkeskolen. Ja. For dengang fik vi ikke at vide, at vi skulle gøre så og sådan, fordi det var godt for os. Vi gjorde hvad, der var sjovt og rart. Hvad, der ikke var rart, var utroligt nemt at finde ud af. Smerte er ikke noget man ønsker(det kan overvejes). Længere var den ikke. Nu tror mange, at smerte er andet end bureaukrati og konsumering. Skal vi ende med at blive uddannede i fodnoter, der underbygger fodnoter, der siger noget om fodnoter, for til sidst selv at blive en fodnote? Evalueringer skal blive mindre stive og mindre bureaukratiserende, for at nærme sig en naturlig læringskurve, der gør det mindre angstprovokerende at skulle evalueres.
