The sound of noise er en film jeg for nylig har haft æren af at se og den gav mig lysten til at skrive et nyt indlæg. Jeg får kvalme af at høre at andres udtalelser om film de har set fordi det er så subjektivt og personligt, så jeg vil derfor gøre hvad jeg kan for at fremstille mit og filmens forhold til musik som en eller anden erklæring.

I musik bruges noder som en fantastisk måde at huske og genopleve sin umiddelbare musik på. Teorien bag kan være en kamel at sluge, men den er ufatteligt brugbar når man skal prøve at få andre til at forstå sin egen musik. Der bliver i filmen opstillet en form for ying og yang afbildet med to brødre der har hver sit forhold til musik. Den ene er en verdensberømt dirigent imens den anden er politimand. Dirigentens liv afspejler sig i arrogance og overfladisk samvær som ligner en lettere upersonlig kadence. Politimandens liv er fyldt med jagten på indre ro da alt det officielle anerkendte musik larmer i hans hoved. Han ville ønske at musikere kunne lave musik der ikke larmer. Politimanden bliver på mystisk vis forbundet med en pige ved navn Sara som har et meget intuitivt forhold til musik hvilket ender med at han selv skaber et mesterværk i det at han opsøger sin bror for at lære intet mere end to forskellige nodevarianter. Saras koncerthold bliver sat til at spille musikken på el-ledningerne som forsyner hele byens strømnetværk. Saras musikhold slukkede og tændte for strømmen og slog på ledningerne som "politimanden" havde noteret i noderne hvilket udmundede i at hele byene spillede musik på en måde der behagede "politimanden" som aldrig før. Filmen viser at begge brødre er meget musikalske og at alle har potentiale for at opnå personlig frihed og dermed anerkende sine tanker. "Dirigenten" kommer faktisk til at fremstå som utroligt unuanceret og fastlåst i forhold til sin bror der endelig blev frigjort. Mit forhold til det med at alle har potentiale for at anerkende sine tanker, er et af de største problemer for alle mennesker da vi på forhånd er sat i bås på en eller anden måde. Folk lærer efter min mening ikke at spille musik men som sagt at anerkende sine tanker i den ubekvemme situation de måtte befinde sig i. Musik er ufatteligt personlig og jeg tror at det er fordi den afspejler sig i det vi referer til som sjæl. Folk skjuler altid et eller andet når de er i sammenhænge med andre mennesker. Kan man så ikke bare øve musik alene? Jo men vi er jo oralfacerede i det vi er så vante til at andre bedømmer de ting vi gør. Det har for mig taget utrolig lang tid at komme over den pukkel det er bare at anerkende en lille del af mine tanker og føre dem ud i min musik. "The sound of noise" er også en genial titel til filmen fordi den for mig både illustrerer musikken som Sara og sit hold laver og "Politimandens" had til den kommercielle musik. Billedet i toppen af indlægget viser hvordan Sara og sin gruppe siger "Dette er et gig!" til forveksling af "Dette er et røveri". Jeg har taget det med for at illustrere gruppens behov for junk i form af musik. De lyde der er i banken de befinder sig i, er nødvendige for at kunne spille nummeret: Money 4U Honey. (4U er lig med For You). For mig giver filmen et syn på hvad grundpillerne til musik og nodenotation er. Dvs. at musikken altid har været her men at vi selv sætter den i bås for at forstå den.