Om mig
- Anders Axelsen
- Tranum, Nordjylland, Denmark
- Velkommen til! Hvis du kunne tænke dig undervisning i guitar eller bas, er du kommet til det helt rigtige sted. Hvis du har et klaver stående, så kan jeg også undervise indledende i klaver. Hvis du har trommer stående, kan jeg også undervise i dem. Hvis du ikke har det instrument, du gerne vil have undervisning i, så kontakt mig endelig og hør nærmere.
Archive for juni 2012
Nu gård jeg
De tog op på gården alle velvidende at der nok skulle ske et
eller andet. Peter havde taget sin flaske mjød og sit skæggede smil med. Han
delte ud af sin glæde. Alle var et eller andet sted glade men der manglede
noget. Alles øjne udstrålede i hvert fald glæde. Forhåbningen og troen om at der
nu skulle ske noget, fyldte mit sind. Det der var bag folks øjne skulle nok
blive fortrængt i løbet af aftenen. Det var i hvert fald det jeg selv håbede
på. Den udånding der blev skudt afsted efter min dybe vejrtrækning var fortrøstningsfuld.
Jeg var klar til at gøre noget for at være glad og i hvert fald sidde i selskab
med selskabet og være positiv. Det er jo en uskreven regel at man ikke må være
andet end glad når man er i større selskaber med mindre man tror at løsningen
på ens problemer findes i en brandert. Nej, det bliver nemlig bare brød til
kaffen i småfolkets kaffeklubber. Er det fordi folk faktisk er kloge at de for
det meste bare er happy go lucky til større selskaber? Men der er jo også de
arrogante eller usikre personer som jeg kalder dem. De blotter deres egen
ulykke eller usikkerhed og narrer folk til at tro at de er af bedre stof end
andre. Tænk at man hindrer healing fordi man er usikker. Det er for det meste usikkerhed
der får stemmen til at ryste. Så længe røven ryster, er der afledningsmanøvre
til drengene og muligheder for at den røv-rystende kan more sig eller i hvert
fald fortrænge det som nok skjuler sig bag de glade og selvsikre øjne. Men
inden jeg kunne tænke mig til halvdelen af det, var der allerede gang i
helflaskerne. Jens og Tim sad og fjollede i en sofa imens Ida sad og kiggede
ventende og høfligt på dem. Et parallelunivers som nok skulle forenes når tiden
gik og hun fik hvad hun skulle have for at droppe sin usikkerhed og drengene
deres for at invitere andre ind i sit univers. Musik afgjorde altid hvordan jeg
havde det, så jeg valgte at sætte noget cool musik på inden pinligheden skulle
nå mine sokkeholdere. Ikke fordi jeg gik med sokkeholdere, men jeg havde en psykisk
mandsmodssele på der snart ville briste hvis ikke jeg fik noget
øregangselskov. Elskoven i ørene var fed og jeg følte pludselig en spontan lyst
til at snakke med Peter. Det boostede mit humør endnu mere at han efter at have
hørt på min udlægning af en rigtig undervisningsreform, bød mig på et glas
mjød. Det smagte godt og vi fik også hurtigt tømt flasken hvorefter vi stod
udenfor og fik os en smøg. Som vi skulle til at skodde vores smøger, kom en BMW
med tonede ruder rullende ind på gårdspladsen. Ud kom to berusede svenskere der
ville snakke med Jens og Tim. Først var jeg bange, men min beruselse gjorde det
nemmere at ignorere. Jeg fik under lidt omstændighed fisket Jens og Tim
udenfor. Den ene af de to svenskere havde en biker-bandana på, og biker-bandana
fordi hans overskæg fik ham til at ligne en seriøs biker trods hans spinkelthed.
Han hed Max. Den anden var stor af bygning iført en lædervest, også med
overskæg og hed Alfred. Alfred og Max, hvilken sang. Tanken om at Jens og Tim
var i problemer, strejfede mig først da jeg så hvordan de begge to kiggede ned
i jorden da de så hvem de skulle møde. På det tidspunkt blev jeg fordomsfuld og
frygtede at de skyldte rockerne penge og at jeg nu var involveret. Alt det jeg
havde fortrængt gennem aftenen fyldte pludseligt mit hoved og jeg blev
paranoid. Jeg kunne ikke være der mere så jeg skred. Lod som om jeg skulle
pisse og kravlede ud ad toiletvinduet uden at finde ud af hvad rockerne i
BMW´en ville Jens og Tim. En ting var sikker, jeg ville ikke ofre mig selv for diplomati
mellem mine såkaldte venner og rockerne. Jeg vidste ikke længere hvor jeg havde
nogen og jeg havde mest af alt lyst til at finde den nærmeste rumrejse til mars
og snige mig ombord. Jeg boede kun en kilometer der fra, så jeg løb da jeg kom
ud på grusvejen. Var det alt sammen indbildning? Havde jeg kædet de forkerte
ting sammen? Jeg fulgte mit hjerte hvilket var det eneste løfte jeg havde lovet at holde for Anders inden han døde. Anders var min mentor og livsrådgiver. Han var
i sine levende dage svær at forstå, men de ting han sagde til mig, gjorde at
jeg kunne tænke selv og dømme rigtigt. Altså helt nøjagtigt dømme rigtigt ud
fra hvad mit hjerte følte var rigtigt at gøre. Og nu var det rigtigt at skride.
Endelig var jeg hjemme i seng men jeg kunne ikke sove. De seneste dage havde
jeg haft enormt svært ved at falde i søvn så jeg fandt en meditations-video på
YouTube som ikke virkede en skid. Jeg havde nok mere brug for en
afledningsmanøvre. Dog ikke en rystende røv.
Forfatter: Anders Husmann
